



’Upassende’ er showets titel. På plakaten skrevet som et lille Hitlerskæg på hans overlæbe.



»Jeg går lidt længere, end jeg har gjort før. Men det er ikke nemt, for man kæmper jo hele tiden med sin flinke side. Med gerne at ville pakke ting ind og lave det nemme, som ikke støder nogen«.



»Jeg har også lidt med om muslimer. Det fylder jo meget i mit lille hoved. Men overall er jeg fredsmand. Jeg er slet ikke interesseret i, at lokummet springer i luften. Jeg vil have fred og forsoning. På den lange bane. Jeg mener bare, at det kræver, at man også rydder nogle tidsler af vejen og får snakket om tingene undervejs«.



Men måske er standup ikke scenen, hvor tidslerne tages. For alvor. I hvert fald var Frank Hvam øjeblikkelig klar over, at noget havde ramt landet med anderledes kraft, da han en dag i sit hus i Lyngby klikkede på en video på politiken.dk’s nyheder, og så Yahya Hassan fremsige et digt om de tæv, han fik som dreng.



»Det sparkede fuldstændig benene væk under mig. Det var så kraftfuldt. Og forekom så hudløst ærligt. Så ... udansk vredt!«, smågriner han.

Ramt af digte

Yahya Hassans mod er væsentlig større end noget, Frank Hvam nogensinde er stødt på i dansk standup, siger han.



»Altså, jeg har gjort en karriere ud af at være upassende og bryster mig indimellem af at være en lidt modig type, der går lige til grænsen. Og så blev jeg bare overhalet indenom med 3.000 i timen af en fyr på 18 år. Altså: Han er et barn!«.



Det er »for sindssygt«, at Yahya Hassan kan navigere i debattens minefelt uden at sprænge i luften, mener komikeren.

»Alle flår i ham. Nogle vil ham det godt, nogle vil ham det ondt. Men han insisterer på bare at være en digter, der rapporterer fra sin verden, og forsøger benhårdt at undgå alliancer. Var jeg 18 år og fik tilbudt de venskaber, han ustandselig får tilbudt, havde jeg da slået til på stedet«, siger komikeren, der – endnu før digtet var til ende, vidste, at »der var sket noget vildt«, som han siger.

Uddrag af Frank Hvams læserbrev i Weekend-avisen 7. oktober 2005. Anledningen til at blæse til angreb på islam var min udtalelse og Kåre Bluitgens problemer med at finde illustratorer til sin nye bog. Må jeg foreslå, at Kåre Bluitgen ringer til mig. Så skal jeg nok lave de illustrationer til hans bog, som ingen åbenbart tør. Jeg sidder i dette øjeblik og skitserer en vellignende pindemand af profeten Muhammed på min blok. Det gør jeg ikke, fordi jeg er modig, men fordi mine år på en dansk underholdningsscene fortæller mig, at det er fuldstændig ufarligt. Ingen muslimer ved sine fulde fem ville gide reagere. At frygte for at illustrere den bog er at se spøgelser. At føre Kåre og mig sammen er at løse problemet. Vis mere





Og at digteren ville få store problemer.



»Men samtidig havde jeg lyst til at åbne en flaske champagne. For der er så blikstille på overfladen herhjemme. Vi synes, vi har alle mulige vilde diskussioner, men når man så lige ser sådan en ung fyr, der lukker op for slusen. Han har jo et helt andet gear«, slår han ud med armene.



»Og når man kigger rundt på den småapatiske, upolitiske danske ungdom, som ... jo, jo, nogle gange da er engageret, men på et ret mageligt niveau. Og så pludselig kommer der en fyr, simpelt hen en true artist, som virkelig skal af med noget og leverer denne her medrivende poesi. Det er som at se Muhammad Ali i ringen. Og med så utæmmet, ungdommelig en vrede og vildskab, at det også kan sætte ild i en gammel hønisse i Lyngby«.



Frank Hvam har en digtsamling af Henrik Nordbrandt stående. Og er nået en tredjedel ind i den. For nogle år siden.



»Og det er da vildt, at jeg 43 år gammel pludselig skal til at interessere mig for digte. At Yahya Hassan er i stand til at få mig til at føle noget i forbindelse med et digt«, siger komikeren, der angiveligt løb ned og købte digtsamlingen.



»Ja, altså, da den kom tre uger senere«. Hvad Frank Hvam giver til jul





Nogle dage efter var den igen gal med husfreden i Lyngby. Da Frank Hvam hørte om overfaldet på Yahya Hassan på Hovedbanegården.



»Jeg var simpelt hen så vred over, at det var sket. Jeg havde en halv dag, hvor jeg ikke kunne arbejde«, siger han.



»Og hvad gør man? Jeg kan jo ikke tage en kugle for ham«, smiler han.



»Så jeg købte fem af hans digtsamlinger, som jeg giver i julegave«.



Hvis vi andre bliver slået ned af en tilfældig voldsmand, kan vi regne med, at det næppe sker igen i morgen, forklarer han. Det kan Yahya Hassan ikke. Han må hele tiden gå med frygten i sig. Derfor var overfaldet langt værre end gemen vold.



»Vi må jo slå ring om den mand. Uden at gøre ham til et symbol. For det tror jeg ikke, at han har brug for. Det har ingen brug for. Symboler skyder den ene halvdel jo på, mens den anden prøver at holde symbolet kørende. Han er bare en dansk mand, som har udtrykt sig og nu er kommet i vanskeligheder. Og det skal vi ikke acceptere«.





Reagerede du anderledes på Yahya Hassans overfald end på attentatforsøget på Lars Hedegaard?



»Aj, da var jeg sgu også sur. Trist og bekymret. På det personlige niveau var det synd for manden. Og det burde bare ikke ske. Ingen skal have tæsk for at sige sin mening. Hverken Yahya eller Lars Hedegaard, Pia Kjærsgaard eller salafisterne. Folk skal – uden noget men – have lov at tømme skraldespanden verbalt og sige, hvad de tænker, uden at være bange for fysiske overgreb. Længere er den ikke«.



Yahya Hassan har ikke mere ret til at kritisere indvandrerkulturen og islam end Lars Hedegaard eller nogen andre, mener Frank Hvam. Men når man vurderer en debattør, tænker man også: Hvad er hans viden om emnet?



»Og selvfølgelig falder hans ord tungere end fra en mand, der aldrig har været i en ghetto. Desværre trigger Yahya Hassan også de gamle kræfter fra Muhammedkrisen. Og så titter Tordenskjolds soldater straks frem og føler sig berørt. Men gudskelov har fronterne flyttet sig lidt. Det er blevet lidt mere konstruktivt«.



Hvordan er debatten mere konstruktiv?



»Den er i hvert fald for en stund taget ud af hænderne på Trykkefrihedsselskabet og Dansk Folkeparti. Og jeg tror, det er rigtig sundt, at ingen har patent på den diskussion. Hverken højrefløjen eller venstrefløjen«.

Fuldstændig komisk

Blandt muslimer ser det ud til, at rabiate kræfter får lov at tale på alt »for manges vegne«, mener Frank Hvam.



»Jeg forholder mig bare til, at der altså er en milliard mennesker, der bekender sig til islam og har levet fint med det i 1.500 år. Og der må være mange fornuftige mennesker i den milliard, og når de ikke har meldt sig ud, må de have fundet noget, der fungerer i et stille og roligt pragmatisk liv, hvor man bare gerne vil stifte familie og leve lykkeligt og fredeligt«.



Savner du moderate stemmer?



»Også moderate muslimer har bakket op om Yahya Hassans ret til at ytre sig. Men mange nytilkomne har stadig væk ikke rigtig fået den platform, deres intellekt måske berettiger til, og har ikke mulighed for at lave standupshow og komme i avisen hver dag. Og de, der har muligheden, går nok lidt stille med dørene«.



Ellers er det »bare rart for alle, at hudfarve- issuet er væk«, synes Frank Hvam. For selv om ingen siger det, ligger det et eller andet sted i baghovedet, når vi kritiserer hinandens kulturer.

»Og det er fuldstændig komisk ...«, smågriner han, »... at Yahya Hassan så bliver anklaget efter racismeparagraffen. Så griner man jo bare højt og tænker, helt primitivt: Han er brun! Hvordan kan han være racist?«.

I Muhammedkrisen var lejrene jo lynhurtigt veldefinerede, og det kom til at handle lige så meget om ikke at ende i båd med de forkerte. Og det må man ikke være bange for, hvis sagen er rigtig Frank Hvam





Har venstrefløjen og de kulturradikale holdt sig tilbage?



»Sådan opfatter jeg det. Men i starten med tegningerne var det hele meget mudret. Og havde muslimer ikke reageret så voldsomt, kunne man godt have argumenteret for, at de tegninger var unødvendig mobning. Da reaktionen blev voldsom, var det en anden situation. Pludselig var det ikke bare spøgelser, man bekæmpede. Så tegningerne fandt måske deres berettigelse«, siger han og tilføjer med en lille latter:



»På bagkant«.



»Jeg tror nu, at Flemming Rose havde forstået. Han virkede bedre klædt på til den debat end nogen andre«.



Nogle progressive har sikkert været bange for at optræde »ufint over for mennesker, som kun har været i landet i nogle generationer og har lidt svært ved at få fodfæste«, siger han. Og måske af høflighed tænkt, at de problemer må tiden løse.



»Men så mister man initiativet. I Muhammedkrisen var lejrene jo lynhurtigt veldefinerede, og det kom til at handle lige så meget om ikke at ende i båd med de forkerte. Og det må man ikke være bange for, hvis sagen er rigtig«.





»Altså: Man skal være klar til at sidde i båd med Adolf Hitler og ro side om side, hvis målet er det rigtige. Så må man jo selv arbejde for at få nogen ned i båden, som man godt kan lide. Og der er det nok nemmere for nogle at sidde i båd med Yahya end med Flemming Rose«.



Men indimellem er man nødt til at insistere på nogle få, grundlæggende frihedsrettigheder, mener han.



»Og sige det igen og igen. For det, man ikke siger højt, bliver let underligt abstrakt og fjernt. Og ytringsfrihedens båd er en underlig båd ...«, smiler han.



»Jo flere der sidder i den, desto mindre farligt bliver det faktisk«. Tør du pisse på Koranen?



